Hjælp til forretningsplan

Jeg er ofte blevet spurgt om jeg hjælper med at lave forretningsplaner for nystartede virksomheder – altså lægge en plan fra ide til virksomhedsstart. Svaret er ja, men jeg anbefaler altid at bruge de mange gratis muligheder til at få hjælp til en forretningsplan først.

Et godt sted at starte er på biblioteket, hvor der findes masser af bøger om iværksætteri. Der er flere tilgange til at forretningsplaner. Jeg vil f.eks. anbefale Maiken Ingvordsens ”Tænk Stort”, der er en let læst bog/lydbog som guider en iværksætter igennem en række nødvendige overvejelser forud for start af egen virksomhed, og skaber et såkaldt lean canvas – en simpel illustrativ version af din forretningsplan. (maikeningvordsen.dk/category/taenk-stort/). Der findes også en masse materiale on-line, f.eks. https://startvaekst.virk.dk/bliv-klar-til-start/laeg-en-forretningsplan.

Alt efter bopæl findes en række muligheder for gratis professionel vejledning – dem bør man naturligvis benytte. Jeg benyttede selv Vordingborg Erhverv til at få inspiration, da jeg startede min virksomhed. Der findes en fin oversigt over mulighederne for gratis vejledning i Østdanmark på vækstoverblik.dk. Der er naturligvis også dit personlige netværk – har du selvstændige eller iværksættere i dit netværk? De fleste vil gerne hjælpe uanset om det er med sparring eller som prøveklud på dit nye produkt – benyt dig af at dit netværk gerne vil hjælpe.

Nogen af de vigtigste overvejelser omkring det at starte virksomhed, er hvad det betyder for dit privatliv og økonomi. Har du din partner og familie med som medspiller? Og hvordan passer det at starte virksomhed med din private økonomi – hvor lang tid har du før virksomheden skal kunne give dig en løn? Og hvad gør du hvis dine forventninger ikke holder? Personligt var det disse overvejelser der var medvirkende til at min familie og jeg flyttede, forud for min start af virksomhed. Med et billigere hus, familien tættere på og etableringen af en økonomisk buffer, blev det muligt at starte virksomheden og efter en periode opsige mit ellers velbetalte job.

Så ja, jeg hjælper gerne iværksættere med at udarbejde forretningsplaner og som sparringspartner i implementeringen, men jeg synes man skal bruge de gratis muligheder først.